Bag om billedvalget: sådan arbejder vi med foto, tekst og layout

Når jeg underviser i visuel fortælling, starter jeg med at ændre en vane, mange har med sig: at skrive teksten færdig og derefter lede efter noget, der passer ved siden af. På kurset arbejder vi med billeder fra første udkast. Det betyder, at du allerede mens du researcher et sted, en udstilling eller et menneske, noterer dig, hvad der kunne fotograferes, og hvad en læser ikke kan se, hvis du ikke fortæller det.

Det lyder som en lille forskel, men den ændrer måden, du ser på. Du begynder at lægge mærke til hænder, rum, lys og genstande, som du ellers ville have skrevet hurtigt henover. Og du opdager, at nogle scener i din tekst ikke behøver beskrives i tre sætninger, fordi et enkelt billede allerede viser dem.

I de første uger beder jeg deltagerne om en simpel liste ved siden af deres notater: tre mulige motiver, og hvad hvert af dem giver historien.

Et typisk arbejdspas på kurset begynder med en serie billeder, du selv har taget eller har fået stillet til rådighed af en kilde med tilladelse. Vi lægger dem ud som kontaktark, så du ser dem alle på én gang, og så sorterer vi i tre bunker: billeder, der fortæller noget nyt, billeder, der gentager hinanden, og billeder, der kun er pæne.

Den tredje bunke er den sværeste at give slip på. Et smukt billede af en facade kan være teknisk fint og alligevel ligegyldigt for netop din historie. Jeg stiller altid det samme spørgsmål: hvad ved læseren efter at have set billedet, som hun ikke vidste før? Hvis svaret er ingenting, ryger det i bunke to eller tre.

Bagefter vælger vi et hovedbillede og to eller tre støttebilleder og begrunder valget skriftligt, i få linjer.

• Kontaktark først, så du ser hele serien
• Tre bunker: nyt, gentagelse, kun pænt
• Skriftlig begrundelse for hvert valg

Mange behandler billedteksten som en etiket. På kurset behandler vi den som en lille tekst med eget ansvar. Den skal sige, hvem eller hvad vi ser, hvor og hvornår, og den må ikke love mere, end billedet viser. Et foto af en kunstner i et atelier kan ikke bruges til at hævde, at hun har malet værket i baggrunden, hvis du ikke ved det.

Det er her kildearbejdet og det visuelle mødes. Navne, titler og årstal i en billedtekst skal kunne dokumenteres på samme måde som et citat i brødteksten. Jeg beder deltagerne skrive hver billedtekst to gange: først den korte, faktuelle version, derefter en version, der også tilfører noget, som teksten ikke allerede siger.

Den bedste billedtekst lader læseren se billedet en gang til, med ny opmærksomhed.

Layout lyder som designerens område, men en journalist, der ikke forstår siden, afleverer ofte en tekst, der er svær at give form. Vi arbejder derfor med enkle skitser på papir. Du tegner en opslagsside med overskrift, brødtekst, billeder og billedtekster som felter og afgør, hvor øjet først lander, og hvor det hviler.

Jeg ser tit, at deltagerne placerer tre lige store billeder ved siden af hinanden af høflighed over for alle motiver. Resultatet er en side uden tyngdepunkt. Vi øver i at tage en beslutning: ét billede får plads og luft, de øvrige støtter. Det kræver, at du ved, hvad historiens kerne er, og derfor er layoutet også en test af din vinkel.

Skitserne er rå, men de afslører hurtigt, hvor teksten og billederne trækker i hver sin retning.

• Skitser på papir før noget digitalt
• Ét billede som tyngdepunkt på siden
• Tjek at tekst og foto ikke fortæller det samme

Billeder af mennesker kræver mere omtanke end billeder af bygninger. I kulturjournalistik fotograferer man ofte udøvere, publikum og frivillige, og ikke alle har sagt ja til at optræde i en artikel. Vi gennemgår derfor, hvad du skal spørge om, og hvordan du husker samtykket, så du ikke står med et godt billede, du ikke kan bruge.

Vi taler også om beskæring og redigering. At skære et billede til er almindeligt håndværk, men det må ikke ændre betydningen. Hvis en beskæring får en person til at se ud, som om hun står alene, mens hun i virkeligheden stod i en gruppe, er det en fejl, ikke et valg. Jeg vil hellere, at du bruger tid på at spørge, end at du må trække en side tilbage.

Det er en del af det, vi kalder respekt for kilder, også når kilden er et ansigt.

Efter modulet har du en afprøvet arbejdsgang, du kan bruge på dine egne tekster: noter motiver under researchen, sortér serien ærligt, skriv billedtekster med samme omhu som brødtekst, og skitsér siden, før du lægger den. Du har desuden en lille samling arbejdsark, hvor du kan føre dine valg og begrundelser.

Resultatet er ikke et færdigt designbureau i lommen, men en bedre fornemmelse for, hvornår et foto gør teksten stærkere, og hvornår det blot fylder. Mange deltagere siger, at de efter modulet ser aviser og magasiner på en anden måde, fordi de kan genkende de valg, der ligger bag en side.

Modulet afsluttes med en lille billedserie og tilhørende tekster, som du kan bruge i din afsluttende feature.

• Motivnoter under researchen
• Sortering af serier i tre bunker
• Billedtekster med dokumenterede oplysninger
• Sidesskitser med tydeligt tyngdepunkt