Sådan sporer du et citat tilbage til kilden, før du udgiver

Inden du tjekker noget, skal du vide, hvad der overhovedet kræver et tjek. Print din tekst eller åbn den i et nyt dokument, og læs den langsomt med en markørpen ved hånden. Understreg hvert navn, hvert årstal, hvert tal, hver titel på et værk og hvert citat. Det lyder omstændeligt, men det er den hurtigste vej til at undgå fejl, fordi du bagefter har en konkret liste i stedet for en vag fornemmelse af, at noget nok skal efterses.

I kulturstof er det typisk de små detaljer, der glider: en udstillings åbningsår, stavemåden af en kunstners navn, hvem der instruerede hvad. Når du markerer alt på forhånd, opdager du også, hvilke oplysninger du bygger på hukommelse eller på en tidligere tekst. De er de mest udsatte, fordi fejl nemt kopieres fra artikel til artikel.

• Understreg navne, tal, datoer, titler og citater
• Skriv en kort liste over det, du er mindst sikker på
• Tjek først det, som resten af teksten hviler på

Et citat, du finder i en anden artikel, er ikke en kilde. Det er et spor. Brug det til at finde ud af, hvor udtalelsen oprindeligt faldt: i et interview, en tale, en bog, et katalog eller en pressemeddelelse. Gå så til dén kilde og læs citatet i sin sammenhæng. Ofte viser det sig, at sætningen er forkortet, oversat eller revet ud af en sammenhæng, der ændrer meningen.

Hvis du ikke kan nå frem til originalen, skal du enten undlade citatet eller skrive åbent, hvor du har det fra, og at du ikke selv har set det i originalen. Det er ikke svaghed at sige det. Læseren får et ærligt billede, og du undgår at give en andenhåndsoplysning udseende af førstehåndsviden.

Når du har originalen, så sammenlign ord for ord. Skriv præcis det, der står, og brug udeladelsestegn, hvis du skærer i det.

• Behandl citater fra andre artikler som spor, ikke som kilder
• Læs citatet i sin fulde sammenhæng
• Skriv åbent, hvis du ikke har set originalen

Ikke alle kilder vejer lige. Spørg dig selv, hvem der har skrevet eller sagt det, hvad vedkommende ved af egen erfaring, og hvad vedkommende kan have interesse i. En kunstners egen biografi er god til at fortælle, hvordan kunstneren ser sig selv, men ikke nødvendigvis til at fastslå, hvad der skete i 1990'erne. Et galleris tekst om en udstilling er skrevet for at gøre udstillingen interessant.

Prøv at finde mindst to uafhængige kilder til en vigtig oplysning. Uafhængige betyder, at de ikke bare gentager hinanden. To artikler, der begge bygger på den samme pressemeddelelse, er i praksis én kilde. Notér for hver oplysning, hvilken kilde du har brugt, og hvor sikker du er. Den vane gør dit arbejde lettere at forklare, hvis nogen senere spørger.

• Spørg: hvem ved det, og hvem har en interesse?
• Kræv to uafhængige kilder til vigtige påstande
• Pressemeddelelser er udgangspunkt, ikke bevis

Lav et ark med fire kolonner: oplysning, kilde, hvordan du fandt den, og status. Status kan være bekræftet, delvist bekræftet eller ikke bekræftet. Udfyld arket, mens du arbejder, ikke bagefter. Det tager få minutter pr. oplysning og sparer dig for timers eftersøgning, hvis en redaktør eller en læser spørger, hvor et tal kommer fra.

Gem også selve materialet: skærmbilleder af sider med dato, links, scanninger af bogsider, optagelser og noter fra samtaler. Giv filerne beskrivende navne. Hvis du har citeret en person, så gem aftalen om, hvad der var på og af optagelsen. Et ordentligt kildeark er ikke bureaukrati. Det er det, der lader dig stå inde for din tekst, også måneder efter at den er udkommet.

• Fire kolonner: oplysning, kilde, metode, status
• Gem skærmbilleder med dato og beskrivende filnavne
• Notér aftaler om, hvad der må citeres

Når teksten er færdig, så gå den igennem endnu en gang, men nu bagfra. Start med den sidste sætning og arbejd dig op. Det bryder din vane med at læse efter meningen og tvinger øjnene til at se på enkeltord, navne og tal. Sammenlign hver markeret oplysning med dit kildeark, og ret det, der ikke stemmer.

Har du citeret en levende person om noget følsomt, så overvej at give vedkommende mulighed for at tjekke de faktuelle dele, ikke at godkende dine vurderinger. Det er en afvejning, og den afhænger af sagen og af jeres aftale. Under alle omstændigheder bør du være klar til at sige, hvad der er sikkert, og hvad der er din fortolkning. Den forskel skal også kunne mærkes i teksten.

Til sidst: læs overskrift, underrubrik og billedtekster som selvstændige tekster. De indeholder ofte påstande, som ingen har tjekket.

• Læs teksten bagfra, sætning for sætning
• Skeln mellem faktuelle oplysninger og din fortolkning
• Tjek også overskrift, underrubrik og billedtekster