Skriftligt spørgemanuskript eller stikord: to måder at forberede et interview

Når du har researchet færdigt, står du over for et valg, som mange springer let over: hvordan skal forberedelsen se ud på selve interviewdagen? Jeg ser to hovedveje hos kursisterne. Den ene er et skriftligt manuskript med spørgsmål i en fast rækkefølge, ofte formuleret helt ud. Den anden er en kort liste med stikord og temaer, som du bruger som støtte, mens samtalen finder sin egen vej.

Begge metoder kan fungere, og ingen af dem er forkert i sig selv. Forskellen ligger i, hvad de gør ved din opmærksomhed. Med manuskriptet kigger du ofte ned og tjekker, hvad der kommer næste. Med stikord kigger du på personen over for dig og lytter. I dette indlæg stiller jeg dem op mod hinanden, så du kan vælge med øjnene åbne.

Jeg skriver det her i efterårets rolige uger, hvor mange begynder på nye skriveprojekter og har tid til at øve. Det er et godt tidspunkt at afprøve begge metoder på samme emne og mærke forskellen.

Det fulde manuskript giver ro, især hvis du er ny. Du ved, at du har tænkt hvert spørgsmål igennem, og at ordlyden er åben og ikke ledende. Du kan trykke på optageren og vide, at du ikke går i stå. Til korte, faktuelle interviews med en tæt tidsramme er det en reel hjælp, og det gør det nemt at sammenligne svar mellem flere kilder.

Prisen er stivhed. Når du har ti spørgsmål på papiret, er fristelsen stor til at tage dem i rækkefølge, også når svaret på spørgsmål to allerede har dækket spørgsmål fem. Du lytter med halvt øre, fordi en del af dig leder efter næste linje. Og du overser de små sidespor, hvor den bedste historie ofte gemmer sig.

Et manuskript kan også få personen til at føle sig afhørt. Spørgsmål læst op i fast tempo lyder som en formular, og så svarer folk i formularsprog.

• Giver tryghed og tydelig struktur
• Egner sig til korte, faktuelle samtaler
• Risikerer, at du holder op med at lytte
• Kan gøre samtalen stiv og formel

Med stikord skriver du fem til otte temaer ned, gerne med ét åbent spørgsmål under hvert. Resten ligger i din research og i din evne til at følge med. Du kan gå tilbage til et tema, springe frem eller dvæle, hvor personen bliver levende. Det giver ofte de gode scener og citater, du senere skal bruge i en reportage eller et portræt.

Metoden kræver, at du kender stoffet. Har du ikke researchet nok, bliver stikordene tomme, og du risikerer at gå i stå eller stille overfladiske spørgsmål. Den kræver også øvelse i at formulere åbne spørgsmål i øjeblikket, uden at du griber til lukkede som kan besvares med ja eller nej.

Til gengæld mærker de fleste kursister hurtigt, at samtalen bliver mere naturlig. Personen over for dig svarer til dig, ikke til et ark papir, og opfølgende spørgsmål kommer af sig selv, fordi du faktisk har hørt, hvad der blev sagt.

Spørg dig selv tre ting. Hvor meget ved jeg om emnet? Hvor lang tid har jeg? Og hvor sårbar er samtalen? Et interview med en kunstner om et nyt værk, hvor du har læst og set meget, tåler stikord godt. Et kort opkald for at bekræfte en oplysning kræver sjældent andet end tre præcise spørgsmål.

Som begynder kan du starte med manuskriptet til de første to interviews og derefter skrue ned. Skriv spørgsmålene fuldt ud, men læg dem ved siden af dig og kig kun på dem, når samtalen går i stå. Bagefter noterer du, hvor mange du faktisk brugte. Tallet er overraskende lavt for de fleste.

Det er netop den slags øvelse, vi arbejder med i modulet om interviewforberedelse: du forbereder det samme interview på begge måder og sammenligner resultatet med dine egne noter.

• Meget viden og god tid: stikord
• Lidt viden eller stram tid: manuskript
• Følsomt emne: stikord og ekstra lyttetid

Jeg anbefaler en mellemvej, som de fleste ender i med tiden. Skriv et kort skelet: en åbning, du har formuleret ordret, tre til fem temaer med stikord og et afsluttende spørgsmål, du altid stiller. Åbningen får samtalen i gang og gør dig rolig. Temaerne holder retningen. Det afsluttende spørgsmål, for eksempel om der er noget, du ikke har spurgt om, giver ofte det bedste citat.

Husk at afsætte tid til lyttepauser. En stilhed på få sekunder efter et svar får mange til at uddybe mere, end noget forberedt spørgsmål kunne have fremkaldt. Det er svært at lade være med at fylde den, men det betaler sig.

Til sidst: lav et ark pr. interview, så du kan se, hvad der virkede. Over tid bliver dit eget ark en fast skabelon, som du retter til hver gang, og som gør forberedelsen hurtigere uden at gøre samtalen fattigere.

Forberedelsen er først færdig, når du har kigget tilbage på den. Læs din udskrift eller dine noter igennem og marker de steder, hvor samtalen blev levende. Spørg dig, hvad der udløste det: var det et planlagt spørgsmål eller en opfølgning, du fandt på? Svaret fortæller, hvilken metode der passer til dig.

Marker også de steder, hvor du stillede et lukket spørgsmål, eller hvor du afbrød. Det er ikke en fejl at gøre det, men en information. Næste gang kan du skrive et åbent alternativ ind i dit skelet på netop det tema, hvor du faldt i.

Gem dine ark samlet. Efter fire eller fem interviews kan du lægge dem ved siden af hinanden og se et mønster, som er mere værd end noget generelt råd, fordi det er bygget på dine egne samtaler.

• Marker de øjeblikke, hvor samtalen løftede sig
• Notér lukkede spørgsmål og afbrydelser
• Gem arkene samlet og sammenlign